Isolering Af Garage og Værksted (Regler, Pris & Tips 2024)

Isolering af garagen har mange fordele, og vil gøre garagen mere brugbar til bl.a. opbevaring. Biler, cykler og værktøj kan stå i den isolerede garage uden at ruste og blive ødelagt. Samtidig kan garagen indrettes til værksted eller hobbyrum, hvis der er brug for det. God isolering vil holde garagen varm om vinteren og kølig om sommeren.

Hvad koster isolering af garagen?

Det vil koste ca. 300-400 kr. pr. kvadratmeter at isolere garagen. Prisen indeholder 100 mm isolering, vindpap og arbejdsløn til håndværkerne. Garager er meget forskellige i deres konstruktion, og prisen vil variere, alt efter opbygning og valg af materialer.

Udnyt garagen bedre

Ved isolering af garage får du en del ekstra kvadratmeter, hvor du kan opbevare alle de ting, som ikke tåler kulde og frost. Derudover er en isoleret garage med til at beskytte bilen, så den står tørt og sikkert. Om vinteren er bilen varm og fri for is og sne, og om sommeren er den beskyttet mod solens stråler og dejlig kølig, når du sætter dig ind.

★★★★★

VORES ISOLERINGSEKSPERTER STÅR KLAR TIL AT HJÆLPE DIG

De største fordele ved isolering af garage er:

  • Garagen bliver frostfri – En frostfri garage giver meget ekstra plads til opbevaring. Elektrisk værktøj, maling og meget andet kan opbevares, uden at blive ødelagt af kulde og fugt. Hvis du er gør-det-selv typen, kan garagen blive det perfekte værksted, men også et godt sted til sommerfesten på villavejen.
  • Plads til ekstra hvidevarer – I mange familier er pladsen i køkkenets køle-fryseskab langt fra nok. Den isolerede garage er perfekt til installation af et ekstra køleskab eller en fryser. Det vil give god plads til at købe stort ind, og du slipper for de daglige småindkøb.
  • Længere levetid på bil og cykler – Bil, cykler og andre transportmidler står tørt og godt i garagen, og er godt beskyttet. Vand og fugt er biler og cyklers største fjender, og du vil kunne forlænge levetiden på familiens køretøjer betragteligt.

Der er ingen tvivl om, at en isolering af garagen vil give mange muligheder, og garagen vil kunne kompensere for manglende plads i huset. I de fleste tilfælde vil isolering af garagen være et projekt, der er let at gå til, og som du enten kan foretage selv, eller få hjælp til fra håndværkere.

Her får du nogle gode råd til at komme i gang med opgaven. Du får god information om, hvilke krav og regler der er for isolering af garagen, og hvordan du bedst løser opgaven på betryggende vis.

Hvilke regler og krav er der til isolering af garagen?

Ved isolering af en garage eller et redskabsskur som ikke bruges til beboelse, er der ingen regler for, hvor meget der skal isoleres, og hvordan du skal isolere – det er helt op til dig selv. Hvis du vil have en topisoleret garage, så må du lave det. Men du kan også isolere minimalt, så garagen bare bliver frostfri om vinteren.

Det anbefales dog stadig, at du følger de almindelige byggetekniske retningslinjer for isolering. Det vil give dig det bedste resultat Og ikke mindst en løsning, hvor der er taget højde for, at garagens materialer ikke angribes af fugt, skimmelsvamp og mug.

Hvornår skal garagen isoleres?

isolering af garage

Du skal isolere garagen, hvis du kan se et formål med at få ekstra plads til opbevaring. Hvor meget isolering du vil bruge, og hvilke materialer du vil beklæde med, skal naturligvis også svare overens med dine ønsker til fremtidig brug af garagen.

Hvis du bygger en ny garage, bør du tænke isoleringen ind fra starten. Det gør der meget lettere at isolere på den mest hensigtsmæssige og billigste måde. Hvis du har en eksisterende garage, kan du også sagtens isolere den, men du må måske gå på kompromis med nogle enkelte løsninger.

Hvad skal du bruge til at isolere garage?

Et isoleringsprojekt kræver ikke de store mængder værktøj. Men til gengæld bør du sætte dig grundigt ind i de mest grundlæggende byggetekniske principper omkring isolering.

Du skal bruge:

  • Isolering – Almindelige isoleringsbatts er gode til loft og væg.
  • Vindpap – Bruges til at gøre garagens træbeklædning vindtæt.
  • Isoleringskniv – En lang kniv til at skære isoleringen ud med.
  • Handsker og maske – Til beskyttelse mod støv fra isoleringen.
  • Ståltråd og hæftepistol – Holder isoleringen på plads i væg og loft.

Derudover skal du bruge en sav og en skruemaskine til at montere ny beklædning. Valget af værktøj afhænger af, hvilken type beklædning du vælger, og om du beklæder udvendigt eller indvendigt.

Hvordan isolerer du garagen?

En garage kan isoleres i væg, loft og gulv, eller du kan vælge at isolere der, hvor det giver mest mening. Bl.a. kan isolering i gulvet være en udfordring, hvis du isolerer en eksisterende garage. Men det er ikke umuligt.

Isolering af loft og tag i garage

Hvordan du skal isolere tag og loft, afhænger af den konstruktion, der er brugt til opbygning af taget. Hvis du har spær med hældning, kan du isolere over loftet mellem spærene, nogenlunde lige sådan, som hvis det havde været loftet i et almindeligt hus.

Isolering af et flad tag kan være lidt mere kompliceret. Det er meget vigtigt, at du ikke isolerer helt op til underkanten af taget. Der bør være 50 mm hulrum mellem isolering og tagbelægning, så luften kan ventilere, og holde fugt væk fra træværket.

Der skal isoleres med minimum 100 mm isolering, som bør være nok til at holde frosten ude. Hvis du skal bruge garagen som hobby- eller aktivitetsrum, kan du vælge at isolere med f.eks. 200 mm. Så kan en lille varmeblæser varme rummet op, uden at du fyrer for fuglene.

Isolering af gulv i garage

Gulvet i en garage er næsten altid støbt i armeret beton eller belagt med kraftige kørefliser. Gulvet skal være stærkt nok til, at tunge køretøjer kan holde i garagen, uden at beton eller fliser tager skade. Eller synker, hvor belastningen fra køretøjerne er størst.

Hvis du vil have mere isolering i gulvet, er den eneste løsning at fjerne den eksisterende beton eller flisebelægning, grave ud, isolere og støbe nyt betongulv. Det er en proces, som tager tid, og du kan derfor overveje, om du kan leve med det kolde gulv, eller om du går all-in med isoleringsprojektet.

Isolering af vægge i garage

Isolering af garagens vægge kan ske indvendigt eller udvendigt. Hvis der er tale om et træskelet, der er beklædt med plader eller brædder, kan du afmontere beklædning inde eller ude. Når beklædningen er fjernet, skal træskelettet bygges bredere, så der er plads til isoleringen. Når den ekstra isolering af lagt i væggen, kan beklædningen så monteres igen.

Hvis ydervæggene er massive vægge af mursten eller gasbeton, kan der opbygges et træskelet indvendigt, hvor isoleringen placeres. Den kan så efterfølgende beklædes med brædder eller plader. I lighed med loft og tag, bør du isolere med mindst 100 mm, som burde være nok til at holde garagen frostfri.

Isolering af garageport

isolering af garageport

Når du efterisolerer garagen, må du ikke glemme garageporten, der ofte er meget dårligt isoleret, eller fuldstændig mangler isolering. Den bedste og letteste løsning er at udskifte porten med en ny og moderne isoleret garageport. Det vil give den bedste isolering af garagen, og du er sikker på, at porten slutter tæt til karmen hele vejen rundt.

Hvis der er tale om en eksisterende garageport, kan du forsøge at isolere den bedst muligt. Det er meget vanskeligt at få et godt resultat. Men efterisolering af garageporten, kan være en udmærket midlertidig løsning.

Det letteste er at klæbe flamingoplader på den indvendige side. Men det kan være svært at komme til for beslag og samlinger, og specielt leddelte porte, kan være svære at isolere med et godt resultat. I den forbindelse skal du være opmærksom på, at der skal bruges speciallim, som ikke ætser flamingopladerne.

Skal du bruge dampspærre ved isolering af garage?

Dampspærre skal aldrig bruges ved isolering af uopvarmede rum som garager, skure og lignende bygninger. Når rummet er uopvarmet, vil temperaturen i perioder være lavere inde i garagen end ude i det fri. Det vil betyde, at der dannes fugt på indersiden af dampspærren, som på sigt vil skade konstruktionen.

Fugten inde i garagen vil angribe træværk og beklædning, som over tid vil begynde at rådne. Fugten kan ligeledes danne skimmel og mug. Det vil sættes sig på indersiden af væg og loftbeklædning, og give at dårligt indeklima i rummet.

FAQ – Få svar på de 3 spørgsmål der oftest stilles om isolering af garage

Når du overvejer at begynde på et isoleringsprojekt, støder du på mange spørgsmål. Her får du svar på de 3 mest stillede spørgsmål om isolering af garage:

Hvor meget isolering skal jeg bruge for at holde garagen frostfri?

I de fleste tilfælde vil 100 mm være nok til at holde garagen frostfri. I de meget hårde vintre hvor temperaturen kommer langt under frysepunktet, vil det kunne knibe med at holde frosten ude. Hvis garagen ligger meget åbent og ubeskyttet, kan du overveje at bruge 150-200 mm isolering.

Hvordan undgår du fugt i garagen?

Når du efterisolerer, skal du altid overholde retningslinjerne for ventilation i lofter og vægge. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med luft mellem isolering og væg- og loftbeklædning, vil der dannes fugt, som vil skade konstruktionen. Ligeledes er det vigtigt, at du ikke bruger dampspærre, hvis garagen er uopvarmet.

Er vindpap nødvendigt?

Når du opbygger en let ydervæg med bræddebeklædning på et træskelet, er den udvendige beklædning ikke vindtæt. Ved at montere vindpap bag beklædningen, beskytter du isoleringen mod vind udefra. Vindpap er ikke i sig selv isolerende. Men den hjælper med at gøre garagen vindtæt, så du får den optimale isoleringsevne i væggen.