Hvis du synes, husets murværk begynder at se trist og slidt ud, så kan du vælge at give stenene en gang maling for at shine dem op. Der findes mange muligheder for behandling af murede vægge, og maling er måske ikke den løsning, der melder sig først. Ikke desto mindre kan maling være en udmærket udvej.
Hvad koster det at få malet mursten på huset?
Hvis du regner med en pris på 130-210 kr. pr. kvadratmeter, går du ikke helt galt i byen. Prisen vil variere, alt efter om hele facaden kan males fra jorden, eller om opgaven kræver stillads eller lift. Der kan også være mindre regionale udsving i prisen.
VORES MALEREKSPERTER STÅR KLAR TIL AT HJÆLPE DIG
Kan du selv male mursten?
Du kan godt selv male mursten udendørs, men du skal sikre dig, at du kender den rigtige fremgangsmåde, og at du vælger en egnet murmaling. Hvis du ikke selv vil binde an med opgaven, eller hvis du er i tvivl, så kontakt en fagmand, og få en professionel vurdering af projektet.
Fordele ved maling af mursten:
- Smudsafvisende overflade – Når muren er malet, får overfladen en glattere finish, der gør det lettere at vaske snavs og sprøjt fra gadens trafik af facaden.
- Mange farvemuligheder – Murmaling findes i en masse nuancer og kan vælges i præcis den farve, du ønsker. Det anbefales at vælge en farve, der passer godt til sokkel, tag, vinduer og døre.
- Skjuler reparationer – Hvis der er foretaget reparationer af murværket, kan det være svært at skjule. Maling dækker effektivt alle reparationer og farveforskelle.
Maling af mursten kan friske husets facade op og give nyt liv til grimme og slidte mursten. Du skal dog være opmærksom på, at maling ikke altid er den bedste løsning, og at en malet overflade vil kræve regelmæssig vedligeholdelse.
Det anbefales ikke at male nyere murstensfacader, da garantien på stenene vil bortfalde pga. forhøjet risiko for frostsprængninger. Hvis du alligevel vælger at svinge pensel og malerulle, så læs med her, og få gode råd til at få det pæneste og mest holdbare resultat.
Hvilken type maling skal du bruge?
En muret væg skal kunne komme af med fugt indefra, og derfor bør du vælge en diffusionsåben maling. Denne type maling lader murværket ånde, så fugt ikke indespærres og øger risikoen for frostsprængninger.
Det anbefales at vælge en maling fra et af de kendte brands. Her er der størst garanti for at få en murmaling, der er slidstærk og robust over for regn og sne, men også over for solens nedbrydende stråler.
Maling af mursten – step-for-step guide
Hvis du følger guiden her, får du den anbefalede fremgangsmåde, når du skal male på mursten. Følg fremgangsmåden nøje, og få et flot og holdbart resultat.
Grundig rengøring af murværket
Det er vigtigt at rense al snavs, alger og belægninger af murstenene, så du får en helt ren flade, hvor malingen kan få optimal vedhæftning.
Du kan bruge særlige vaskemidler beregnet til facader, eller du kan bruge almindeligt opvaskemiddel blandet op med vand.
Murstenene skal være helt tørre
Når facaden er vasket, og murstenene er rene, skal du vente med at gå videre, indtil stenene er helt tørre. Selv den mindste fugt i overfladen vil nedsætte vedhæftningsevnen, og du risikerer, at malingen ikke binder ordentligt fast.
Hvis du er i tvivl, om muren er helt tør, så vent hellere et par dage ekstra. Det gælder også, hvis det har været regnvejr inden for de seneste par uger.
Afdækning af fliser, døre og vinduer
Hvis der er risiko for, at du kan dryppe maling på fliserne rundt om huset, så sørg for at dække dem godt af. Det gælder også døre og vinduer, hvor det kan være meget svært at fjerne murmalingen efterfølgende.
Start med grundmaling
Det første lag maling bør være en egnet grundmaling. Grundmalingen efterlader en jævn og glat overflade, som gør det lettere for den efterfølgende maling af hæfte godt.
Husk, at grundmalingen også skal være af den diffusionsåbne type, så muren stadig kan slippe af med fugt indefra.
Mal 2-3 gange
Når grundmalingen er tør, skal du male med murmalingen. Hvis det er første gang muren males, skal du være forberedt på, at du skal male minimum to gange. Hvis det færdige resultat ikke er pænt og ensartet, skal du på den for tredje gang. Mure der tidligere har været malet, kan nøjes med 1-2 lag maling.
Hvor lang tid holder murmaling?
Murmaling holder ikke evigt og kræver jævnlig efterbehandling. En murmaling af god kvalitet holder sig flot i omkring 3-5 år, hvorefter du skal finde malerpenslen frem igen.
Slagregn, sne og sol nedbryder langsomt malingen. Når du kan se, at overfladen begynder at trænge til et nyt lag maling, bør du ikke vente for længe med den opfølgende behandling.
FAQ – Spørgsmål der ofte stilles om maling af mursten
Maling af mursten kan afføde mange spørgsmål. Du får svaret på de tre mest stillede spørgsmål herunder.
Hvordan maler du på mursten?
Start med at male langs sokkel, tagudhæng og vinduer med pensel. De store flader males lettest med rulle, der også giver det mest ensartede resultat. Mal vådt-i-vådt, så malingen i kanten ikke når at tørre, før du maler fladerne med rullen.
Hvornår er det bedst at male mursten?
Forår og efterår hvor temperaturen er over 10° C, men ikke højere end 25° C, er ideelt. Sørg for at vælge en periode med længerevarende tørvejr og allerbedst en overskyet dag, hvor solen ikke udtørrer malingen for hurtigt.
Hvordan fjerner du gammel maling på mursten?
Hvis det er nødvendigt at fjerne gammel maling på murstenene, skal du varme malingen op med en varmepistol, så malingen kan skrabes af med en spartel. Det kan dog være meget svært at fjerne malingen helt.