Maling af gulv: Lavpris guide & tilbud til flotte gulve

Maling af gulv er en af de letteste og billigste måder at forny et gulv, der er blevet slidt og trist at se på. Du kan male trægulve, klinkegulve og betongulve med et godt og holdbart resultat, så du igen har flotte gulve de næste mange år. Hvis du selv vil male dit gulv, kan du følge guiden herunder, eller du kan få en professionel maler til at klare opgaven.

Hvad koster det at få malet gulve?

Det koster ca. 175-260 kr. pr. m2 at få malet gulv. Prisen varierer, alt efter om det er nødvendigt at slibe gulvet, inden det males, og inkluderer også rensning med grundrens, spartelreparation af mindre huller og 3 gange maling.

★★★★★

VORES MALEREKSPERTER STÅR KLAR TIL AT HJÆLPE DIG

Vælg mellem at male gulvet selv eller få en professionel maler til opgaven

Det er ikke svært at male gulv, men det kræver, at du råder over det rigtige værktøj, og at du sætter dig ind i fremgangsmåden. Særligt forarbejdet er vigtigt for, at du får en gulvmaling, der er slidstærk og holdbar.

Fordele ved maling af gulv:

  • Du sparer penge – I forhold til at lave nyt gulv er det langt billigere at male det eksisterende gulv. For en mindre investering kan du give gulvet en malerbehandling, der holder i årevis.
  • Du får en trendy indretning – Malede gulve er oppe i tiden. Du kan få et supermoderne gulv og kan alligevel bevare en stor del af boligens oprindelige look.
  • Du kan skifte farve – Ældre gulve kan være meget mørke – eller i en umoderne farve. Når du maler gulvet, kan du selv vælge farve og dermed gøre gulvet til at del af hjemmets samlede indretning.

Alle gulve bliver slidte med tiden, og de områder, hvor du færdes meget, er, naturligt nok, mere udsatte. Det kan betyde, at gulvet bliver uens at se på og enten skal udskiftes eller males. Malede gulve er meget moderne, så det gamle og slidte trægulv, klinkegulv eller betongulv kan nemt og hurtigt blive til et trendy gulv i præcis den farve, du ønsker.

Maling af gulvet er langt billigere end at lægge et nyt gulv, hvilket er en af årsagerne til, at gulvmaling er blevet populært. En anden årsag er, at du på meget kort tid kan shine gulvet op og gøre det lysere eller mørkere alt efter smag og behag.

Hvis du selv vil male dine gulve, så læs med, og få de fif, der skal til for at få det flotteste og mest professionelle resultat.

Hvilke gulve kan males?

Det er desværre ikke alle slags gulve, der egner sig til at blive malet. De mest brugte gulvmaterialer, som træ, beton og klinker, kan du heldigvis sagtens male, mens bløde gulve, som kork, vinyl og linoleum, ikke egner sig til at blive malet.

Trægulve

Ubehandlede eller lakerede trægulve er oplagte at male. Oliebehandlede gulve egner sig ikke til maling, medmindre de bliver slebet ned med en professionel gulvslibemaskine.

Tjek altid lakken på lakerede gulve, inden du maler. Hvis lakken på gulvet er porøs i overfladen og kan kradses af, vil malingen have svært ved at binde. I disse tilfælde anbefales det også at slibe gulvet.

Betongulve

Betongulve i kældre, garager, værksteder osv. er lette at male. Hvis gulvet allerede har været malet, kan du nøjes med en grundig rengøring, inden du maler på ny.

Hvis gulvet er rå beton, kan det også males, men det anbefales, at du bruger en primer eller grunder som det første lag. Nystøbte betongulve er meget længe om at tørre, og derfor kan gulvet ikke males de første 2-3 måneder efter støbning. Hvis du maler på beton, der ikke er 100 % udtørret, vil malingen springe af efter kort tid.

Fliser og klinker

De fleste fliser og gulvklinker kan males. Ligesom ved maling af betongulve er det en god idé at prime gulvet, inden du maler med gulvmaling.

Det anbefales ikke at male fliser og klinker i badeværelsets brusekabine. Med den kraftige vandpåvirkning og hyppige aftørring vil malingen ikke være slidstærk nok, og efter kort tid risikerer du, at malingen er sidt igennem.

Hvilken maling til gulv?

Når du vælger maling til gulve, er det meget vigtigt, at du vælger en slidstærk maling, der er egnet til formålet. Der findes en del forskellige gulvmalinger på markedet, hvor alkydmaling, akrylmaling og vandbaseret epoxymaling er de mest almindelige.

Alkydmaling er terpentinbaseret. Derfor skal du tage særlige sikkerhedsmæssige forholdsregler under arbejdet, hvis du vælger denne type maling. Alkydmaling giver en meget glat og slidstærk overflade. Akrylmaling og vandbaseret epoxymaling er ikke sundhedsskadelige og er derfor den type maling, der ofte bruges i private hjem. Moderne vandbaserede gulvmalinger er lette at arbejde med, tørrer hurtigt og har næsten samme slidstyrke som alkydmalingen.

Hvordan maler du gulv?

Er du klar til at give dine triste gulve nyt liv med en frisk gang maling? Så følg guiden her, og få et professionelt og slidstærkt resultat.

1. Slibning – hvis det er nødvendigt

Lakerede gulve og glatte klinker skal matslibes, for at malingen kan binde fast i overfladen. Du kan bruge en elektrisk slibemaskine eller en slibeklods på et langt skaft til at slibe overfladen.

2. Reparation af mindre skader

Hvis der er skader eller hakker i gulvet, skal de spartles og slibes. Gulvmaling kan redde mange slidte gulve, men mærker og hakker bliver synlige i det færdige resultat, hvis de ikke bliver repareret, inden du maler.

3. Grundig rensning og vask

Det er vigtigt af vaske gulvet grundigt med grundrens og efterfølgende med rent vand. Særligt klinker kan være meget fedtede, og hvis ikke alt fedt og snavs fjernes, vil malingen skalle af.

4. Mal med grundmaling

Det anbefales altid at male med at lag grundmaling, inden du påfører den rigtige gulvmaling. Grundmalingen er billigere som det første lag, og den danner den perfekte bund til de efterfølgende lag maling.

5. Mal gulvet 2-3 gange

Gulvet skal som minimum males to gange – og gerne tre gange – så du opnår den højst mulige slidstyrke. Husk at tjekke rækkeevnen på malingen, så du er sikker på, at du har maling nok. De fleste gulvmalinger rækker ca. 6-8 m2 pr. liter, så du skal gange med 2 eller 3, alt efter hvor mange lag maling, du ønsker at påføre.

FAQ – de 3 mest stillede spørgsmål om maling af gulv

Her får du svaret på de tre spørgsmål, der oftest stilles i forbindelse med maling af gulve.

Hvordan maler du dit gulv?

Når du maler gulve, skal du starte med at male rundt langs væggene med pensel, ca. 10-15 cm ind på gulvet. Når kanten er malet, skal du bruge en bred malerulle i god kvalitet. Hvis du sætter et skaft på rullen, kan du gå oprejst, mens du maler.
Sørg så vidt muligt for at male hele gulvet på én gang. Hvis du holder pause midt på gulvet, når malingen at tørre, og der er stor risiko for, at der kommer en synlig stribe i gulvmalingen.

Kan du male gulv uden at slibe?

Det anbefales altid at matslibe gulve med glatte overflader, så malingen får den mest optimale bund. Ubehandlede gulve skal ikke nødvendigvis slibes, men de skal rengøres meget grundigt, så snavs og fedt ikke forhindrer, at malingen binder fast.

Hvor lang tid skal et malet gulv hærde?

Vandbaseret maling tørrer ret hurtigt. De fleste gulvmalinger kan males anden gang efter 6-8 timer, men husk altid at tjekke producentens anbefalinger. Et døgns tid efter det sidste lag maling er påført, kan du begynde at gå på gulvet.
Gulvmaling er nogen tid om at hærde helt igennem. Den første uges tid efter du har malet gulvet, skal du ikke gå på det med hårde skosåler, og du må ikke trække møblerne hen ad gulvet, da der let bliver ridser i overfladen.