Et isoleret skur eller udhus er særdeles praktisk, og giver mange flere muligheder for udnyttelse, end et skur uden isolering. Cykler, værktøj og haveredskaber kan stå i skuret, uden risiko for at det ruster, hvilket forlænger levetiden betragteligt. Papkasser bliver ikke opløst af fugt, og havehynder og parasoller bliver ikke klamme og jordslåede. Fordelene er mange, og du kan vælge at isolere selv, eller købe dig til arbejdet.
Når du vælger at isolere redskabsskuret, kan du holde kulde og frost ude. Det giver mulighed for at opbevare alle de ting, som ikke tåler minusgrader, og hvis du mangler et godt sted at rode med cykler og hobbyarbejde, kan skuret nemt omdannes til værksted.
Hvad koster isolering af skur?
Til isolering af skuret skal du bruge mineraluld og vindpap som samlet koster ca. 65 kr. pr. m2. Hertil skal du bruge indvendig beklædning. Hvis du vælger en 15 mm krydsfinersplade ligger kvadratmeterprisen på ca. 200 kr. Den samlede pris for isolering af vægge og loft vil således løbe op i omkring 265 kr. pr. m2 i materialepris.
VORES ISOLERINGSEKSPERTER STÅR KLAR TIL AT HJÆLPE DIG
Antal m2 | Pris uden installation | Pris med installation* |
---|---|---|
5 | 1.325 kr. | 3.075 kr. |
10 | 2.650 kr. | 6150 kr. |
15 | 3.975 kr. | 9.225 kr. |
20 | 5.300 kr. | 12.300 kr. |
25 | 6.625 kr. | 15.375 kr. |
*estimatet er udregnet med en timepris på 350 kr.
Fordele ved at isolere skur og udhus
De fleste almindelige redskabsskure er ikke isolerede, og derfor både kolde og fugtige. Hvis du isolerer skuret, får du bl.a. mulighed at:
NØGLEPUNKTER
- Forlænge levetiden på de ting, der opbevares i skuret. Kulde og fugt får redskaber og værktøj til at ruste, og i løbet af kort tid er værktøjet ubrugeligt.
- Opbevare væsker som maling, olie til bilen, rengøringsmidler og lignende som ikke tåler frost. Når tingene bliver flyttet ud i skuret, skaber det ekstra plads i bryggers og køkken, hvor du sikkert kan bruge skabspladsen mere fornuftigt.
- Flytte hårde hvidevarer som f.eks. en ekstra fryser eller et køleskab ud i skuret. Mange familier har for lidt plads i fryseren, men når skuret bliver isoleret, kan du stille fryseren op der, og nyde godt af den ekstra køle/fryse plads.
- Nyde godt af havens frugter og grøntsager i længere tid. Skuret er perfekt til opbevaring af kartofler, gulerødder, æbler og andre afgrøder, som du måske i stedet ville ende med at kassere. I skuret står de trygt og godt, beskyttet mod frost og skadedyr.
Nyt skur og efterisolering af eksisterende skur
Den bedste og letteste løsning når skuret skal isoleres er, at sørge for isoleringen i forbindelse med at skuret opføres. Det gør det langt lettere at lave den rigtige konstruktion, og når du alligevel er i gang med at bygge, er det hurtigt at isolere.
Hvis opgaven er at isolere et eksisterende skur, så kan det sagtens lade sig gøre, men det kan være svært at lave en byggeteknisk korrekt konstruktion. Særlig kan det være en udfordring at skabe den nødvendige ventilation i konstruktionen, der gør, at materialerne ikke rådner, eller der opstår skimmel og svamp. Hvis blot du er opmærksom på denne udfordring, så er det bare at gå i gang med arbejdet.
Hvad er reglerne om isolering af skur?
En af årsagerne til at isolering af skur er et perfekt gør-det-selv projekt er, at der ikke er nogen krav til, hvor meget eller hvordan isoleringen skal foretages. Da skuret ikke benyttes til beboelse, er der ingen regler på området, så hvor meget eller hvor lidt isolering du vil bruge, er helt op til dig selv.
Det anbefales dog at følge de almindelige retningslinjer for isolering, så du undgår at træværket rådner, eller der opstår svamp pga. manglende ventilation. En fejl mange begår er nemlig at isolere for tæt, så der ikke er den nødvendige luftcirkulation i konstruktionen.
Hvordan skal skuret isoleres? Vægge, gulv, loft
Når du skal i gang med at isolere skur, anbefales det at gå efter at holde skuret frostfrit. Da der ikke er opvarmning i skuret, kan det være svært at holde temperaturen oppe, på de meget kolde dage, men dem har vi heldigvis ikke så mange af i Danmark.
Som udgangspunkt skal vægge og loft altid isoleres, men også gulvet skal isoleres. Hvis der er tale om efterisolering, kan det være en større opgave at isolere gulvet, men det er ikke umuligt.
Isolering af vægge i skur
Hvis vi tager udgangspunkt i et skur, der er opbygget på et træskelet og beklædt med brædder eller lignende facadebeklædning, så er princippet i opbygningen – udefra og ind:
- Facadebeklædning
- 20 mm hulrum til ventilation
- Vindpap der gør skuret tæt
- Træskelet med 100 mm Isolering
- Indvendig beklædning
Bag facadebeklædningen skal du sørge for, at der er mindst 20 mm luft til ventilation, og at der er åbent i både top og bund. Ventilationsspalten skabes ved at sætte lister bag beklædningen. Bag hulrummet monteres vindpap, der forhindrer vinden i at ødelægge isoleringen.
Træskelettet er skurets bærende konstruktion og udgangspunktet i opbygningen, og det er i træskelettet isoleringen placeres. Det anbefales at bruge minimum 100 mm isolering, hvis skuret skal holdes frostfrit. Bag på skelettet monteres den indvendige beklædning, som f.eks. krydsfinér eller profilbrædder. Gips og spånplader anbefales ikke, da den mindste fugt i skuret vil ødelægge pladerne.
Der bruges ikke dampspærre i konstruktioner mod uopvarmede rum.
Isolering af tag i skur
Hvis du bygger skuret fra nyt, er det lettest at isolere taget oppefra. Et eksisterende skur isoleres indefra, og du kan med fordel bruge beskyttelsesbriller og maske, så du undgår at få fibrene fra isolering i øjne og luftveje.
Ved isolering nedefra kan du holde isoleringspladerne fast med ståltråd, som hæftes på spærene med en klammepistol.
Opbygningen er:
- Tagbelægning
- 50 mm hulrum til ventilation
- 100 mm isolering imellem hvert spær
- Indvendig beklædning
Konstruktionen i taget minder meget om den der blev brugt i væggene, men du bør sørge for 50 mm ventilation mellem tag og isolering.
Isolering af gulv i skur
Der kommer en del kulde nedefra, så hvis du vil holde skuret frostfrit, skal gulvet isoleres. Der er 2 måder at isolere på, og hvilken du vælger, afhænger i høj grad af skurets opbygning og de muligheder du har i den forbindelse.
Metode 1 kræver, at der bliver gravet 400 mm jord af i skuret. I bunden lægges et kapillarbrydende lag på 150 mm af lecanødder eller ærtesten, som forhindrer at fugt kan trænge op fra jorden. Ovenpå på det kapillarbrydende lag lægges 100 mm trykfast mineraluld eller flamingo (polystyren). Herefter kan du lægge stabilgrus og afretningsgrus og til sidst fliser. Du kan også vælge at støbe et gulv i beton.
Metode 2 går ud på at hæve gulvet, ved at bygge en ramme, der er hævet fra jorden, så der kan skabes ventilation under gulvet. I rammen lægges vandrette strøer, og imellem strøerne isoleres med flamingo eller mineraluld. Til sidst sluttes af med at lægge gulvplader eller gulvbrædder. Du kan øge ventilationen under gulvet ved at montere udluftningsriste i væggene mellem overkanten af terrænet og underkanten af gulvet.
Hvad skal du bruge, når skuret skal isoleres?
Heldigvis kræver det ikke den store værktøjskasse at isolere et skur. Du skal bruge:
- Isoleringskniv – Til at skære isolering i de rette størrelser.
- Handsker og maske – Til at beskytte dig mod de små fibre i mineralulden
- Hobbykniv – Til at skære vindpap
- Skruemaskine og sav – Til at tildanne og montere lister og beklædning
Herudover skal du bruge nogle materialer. Den endelige materialeliste afhænger af de konstruktioner du vælger, men som udgangspunkt skal du bruge:
- Isoleringsmateriale – 100 mm mineraluld (trykfast isolering hvis du vælger støbt gulv)
- Vindpap – Til montering mellem isolering og udvendigbeklædning, så skuret bliver vindtæt
- Afstandslister – Til at sikre ventilation mellem udvendig beklædning og isolering
- Indvendig beklædning – Til vægge og gulv
- Skruer – Et sortiment af skruer i forskellig længde til beklædning og lister
FAQ – De mest stillede spørgsmål om isolering af skur
Her får du svaret på de spørgsmål, der ofte stilles til isolering af skur:
Hvordan isolerer jeg mit skur?
Når du skal isolere skur, bør du isolere både vægge, tag og gulv. Ved vægge og tag er det meget vigtigt, at du holder henholdsvis mindst 20 mm og 50 mm luft mellem beklædning og isolering, så der skabes naturlig ventilation. Den bedste måde at isolere gulvet er, at grave jord af, isolere og afslutte med fliser eller et støbt gulv.
Hvor meget isolering til frostfrit skur?
Det anbefales at isolere med minimum 100 mm isolering i både væg, gulv og loft. Det vil i langt de fleste tilfælde være nok til at holde skuret frostfrit om vinteren. I perioder med meget lave temperaturer, kan det dog blive svært at holde frosten helt ude.
Hvad koster et isoleret skur pr. m2?
Hvis du vælger at isolere med 100 mm isolering i vægge og loft vil kvadratmeterprisen ligge på 250-300 kr. i materialer. Prisen vil variere afhængig af, hvilken indvendig beklædning på vælger. Et støbt gulv med isolering vil koste ca. 300-400 pr. m2 i materialer.
Er du klar til at isolere dit skur?
Hvis du har læst med indtil nu, så skulle du være klar til at gå i gang med at isolere dit skur, og få glæde af de ekstra kvadratmeter til hobbyrum eller opbevaring.
Isolering af skur er en oplagt opgave, for dig der holder af gør-det-selv og byggeopgaver. Hvis du hellere vil lade en fagmand om opgaven, så kan du med fordel indhente 3 uforpligtende tilbud på opgaven fra vores samarbejdspartner.
VORES HÅNDVÆRKERE STÅR KLAR TIL AT HJÆLPE DIG