Hvordan afregnes strøm fra solceller – og er strømmen gratis? Kan et solcelleanlæg overhovedet producere strøm nok til hele huset? Og hvad sker der egentlig med den overskydende strøm, der produceres? Læs alt om afregning af solceller her.
Giver solceller gratis strøm?
Den strøm, dine solceller producerer, er gratis strøm. Det vil sige, at du ikke betaler for den. Det er dog de færreste private husstande, der har solceller nok til at producere tilstrækkeligt med strøm til hele husstandens forbrug hele året rundt. I de meget solrige måneder kan der måske produceres nok, mens det for langt de fleste kniber i de mørke vintermåneder. Det betyder dog ikke, at solceller er en dårlig forretning.
Gennemsnitligt set vil du kunne spare omkring halvdelen af udgiften til el ved et standard solcelleanlæg. Det afhænger selvfølgelig både af boligens størrelse, solcelleanlæggets størrelse og placering, vejret og husstandens forbrug.
Producerer solcellerne ikke strøm nok, vil elnettet automatisk supplere op. Strømmen fra elnettet betaler du for, ligesom du normalt betaler for strøm.
For at spare penge, kan du med fordel kigge på dit elforbrug. Det er nemlig billigst at købe el om natten. Derfor kan du med fordel lade opvaskemaskinen og vaskemaskinen køre natten over, hvis dine solceller ikke producerer tilstrækkeligt med strøm til at dække hele husstandens forbrug. Omvendt skal du være opmærksom på netop at bruge din solcellestrøm, mens du producerer den, da den ellers sælges til elnettet.
Læs også: Kan det betale sig at få solceller?
Hvad får man for solcellestrøm?
De fleste solcelleanlæg er i dag indrettet således, at den strøm, de producerer, skal bruges med det samme; altså i det øjeblik, strømmen produceres. Bliver den ikke brugt, sælges den automatisk til elnettet.
Hvor meget, du får for den strøm, du sælger til elnettet, afhænger af det enkelte net. I gennemsnit vil det være omkring 25 øre pr. kWh. De fleste vil sælge mellem 15-50% af deres produktion.
At du sælger solcellestrøm til elnettet, betyder dog ikke, at du selv producerer mere, end du kan bruge. Det betyder bare, at du ikke får brugt strømmen, mens den produceres. Du kan dermed sagtens mangle strøm på andre tidspunkter. Det er for eksempel meget normalt at sælge en del overskydende strøm i foråret, mens du i vintermånederne køber en del strøm.
Flexafregning solceller – hvordan fungerer det?
Afhængigt af dit elselskab, vil du på et tidspunkt være overgået til såkaldt “flexafregning af solceller”. I praksis betyder det, at du ikke sparer strøm op til eget senere forbrug, men at du sælger overskydende strøm til elnettet time for time – og at du køber strøm af elnettet, hvis du ikke selv producerer nok. Det hele foregår helt automatisk.
Den pris, solcellestrømmen sælges til, er generel for hele elnettet. Der er tale om en timespotpris, som varierer. Den pris, du skal købe strøm til, afhænger af aftalen med dit elnet. Indkøbsprisen er generelt højere end salgsprisen.
Når du modtager din elregning, vil det være en samlet opgørelse over solgt og købt strøm. Besparelsen ved det solgte strøm er altså fratrukket det købte strøm.
Vil du gerne gemme egenproduceret strøm til senere brug, skal du have koblet et batteri på dit solcelleanlæg.
Hvornår er solceller tjent hjem?
Solceller koster typisk mellem 50.000 – 100.000 kr. i indkøb, montering og installation for et anlæg til et gennemsnitligt parcelhus. Den nøjagtige pris afhænger både af leverandøren, solcelleanlægget og størrelsen herpå.
De fleste vil skulle en tur forbi bankmanden for at få lov at bruge husets friværdi på solceller – og de fleste bankmænd vil mene, at den idé er ganske udmærket. Huset vil dels stige i værdi, det vil blive nemmere at sælge, og der vil komme en væsentlig besparelse på elregningen hver måned frem i tiden.
Selvom besparelsen på elregningen er betragtelig allerede fra første måned, vil det naturligvis tage noget tid, før et så dyrt anlæg har tjent sig selv hjem igen. Men hvor lang tid? Det afhænger både af størrelse og type på anlægget og af husstandens forbrug, men i gennemsnit vil de fleste private solcelleanlæg være tjent hjem på 7-10 år.
Et typisk solcelleanlæg har en formodet levetid på 30-40 år, så der vil altså være rigtig mange års gratis strøm at hente, når først solcellerne har tjent sig selv hjem.
Tilskud til solceller
Der har tidligere været forskellige tilskudspuljer til solceller, som det har været muligt at søge i forbindelse med køb og montering. Solcellerne er dog faldet betragteligt i pris over de seneste 10 år, og i 2021 er der ingen tilskud til solceller.
Til gengæld skal du være opmærksom på, at du ved montering og installation af solceller kan gøre brug af håndværkerfradraget. I 2021 er håndværkerfradraget forhøjet til 25.000 kr. pr. voksen i husstanden (gælder også voksne hjemmeboende børn).
Brug solcellestrøm til opladning af elbil
Elbiler vinder mere og mere ind, og har du en elbil – eller planer om at anskaffe én – er solceller en endnu bedre idé. Elbiler kører jo selvfølgelig på el, og det er netop, hvad solceller producerer. Med en elbil vil du have en væsentligt højere elregning end den gennemsnitlige husstand, og derfor vil besparelsen være tilsvarende større med solceller.
Vær dog opmærksom på, at solcellestrøm skal bruges, når den produceres. Er du først hjemme, efter mørket er faldet på, nytter det dermed ikke at lade bilen op over natten – medmindre du har et batteri tilkoblet dit solcelleanlæg, så du kan lagre produceret strøm. Alternativt betaler du for strømmen via elnettet, og så er der ingen besparelse at hente.
Du kan med fordel oplade din bil i dagtimerne i weekenden – eller oplade den delvist i løbet af eftermiddagen, mens der stadig er sol på himlen.
Se også: Fordele og ulemper ved solceller